Dansk Folkeparti ønsker hjertestartere i letbanens tog

Den 21. maj 2019 var der en episode på et letbanetog, hvor en chauffør blev syg og måtte have hjælp fra passagererne på toget. Efterfølgende er det kommet frem, at man forgæves ledte efter en hjertestarter på toget. Manden overlevede heldigvis, men næste gang kan det gå helt anderledes.
Episoden har fået Dansk Folkepartis Jette Skive til at sende en 10 dags forespørgsel til Teknik og Miljø, for at få afklaret hvornår og hvorfor man har fravalgt hjertestartere på letbanens tog og stationer:
“Det er simpelthen grotesk at vi allerede halter så langt bagefter, når letbanen kun er ét år gammel. I København har Metroen hjertestartere på stationerne og det samme har man på både perroner og i S-tog. Her har vi ingenting – er det økonomi eller bare dårlig planlægning?” udtaler Jette Skive og fortsætter:
“Vi vil gerne have svar på hvornår og hvorfor man har taget den beslutning og hvad det vil koste at få hjertestartere ud i letbanens tog og på stationerne. Vi ved de første minutter efter et hjertestop er afgørende, så handler det om penge må vi finde dem. Et liv skal ikke gå tabt fordi vi ikke vil betale prisen for nogle hjertestartere”
Dansk Folkeparti vil bringe forslaget videre til budgetforhandlingerne i efteråret, hvis ikke en løsning kan findes inden da.
Dato:21-05-2019