Dansk Folkeparti tilfreds med konstitueringsaftale i Århus

Dansk Folkeparti tilfreds med konstitueringsaftale i Århus

De sidste brikker er nu faldet på plads for konstitueringen af Århus Byråd den kommende byrådsperiode. Konservative, Venstre, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har lavet en aftale, som betyder, at Dansk Folkepartis byrådsmedlem Jakob Søgaard Clausen besætter følgende poster:

Medlem af Teknisk Udvalg

Medlem af Kulturudvalget

Bestyrelsesmedlem Aarhus Vand

Bestyrelsesmedlem Affald Varme Aarhus

Dansk Folkepartis nyvalgte byrådsmedlem Jakob Søgaard Clausen er meget tilfreds med konstitueringen:“Nok er vi det mindste parti i byrådet i den kommende periode, men med den her konstituering får vi gode muligheder for indflydelse. Vi er glade for, at den borgerlige blok i Århus samlet er blevet styrket ved det her kommunalvalg, og jeg er meget tilfreds med resultatet af den borgerlige konstituering. Jeg glæder mig til især at komme til at arbejde med byudvikling, borgerinddragelse og tryghed i både teknisk udvalg og kulturudvalget. Dansk Folkepartis poster giver også mulighed for indflydelse på den grønne omstilling i Århus, og jeg er overbevist om, at den her aftale giver os et godt afsæt for at gøre vores indflydelse gældende de kommende fire år.”

Herudover har Dansk Folkepartis byrådsgruppe konstitueret sig, og Jakob Søgaard Clausen bliver politisk leder, gruppeformand og politisk ordfører for Dansk Folkeparti i Århus Byråd. Det var en enig byrådsgruppe som besluttede det, så det har visse fordele kun at have et enkelt mandat.

Århus d. 25. november 2021