Dansk Folkeparti vil have undersøgt offentlig bønnekald i Gellerup

Pressemeddelelse: Dansk Folkeparti vil have undersøgt offentlig bønnekald i Gellerup

Fredag den 24. april lagde Fredens Moské i Århus en video ud på deres Facebook-side. I videoen hører man bønnekald mens man ser optagelser fra Gellerupparken. Videoen vækker forragelse hos Dansk Folkeparti, der nu har sendt en række spørgsmål til Århus borgmester Jacob Bundsgaard.

Dansk Folkeparti vil blandt andet vide, om Fredens Moské har tilladelserne i orden og om hvorvidt forvaltningen var orienteret om bønneindkaldelsen. Dansk Folkeparti frygter nemlig, at den slags bønneindkaldelser i Gellerup modvirker det arbejde, som Århus Byråd har sat i gang i forbindelse med at omdanne området.

“Der bliver brugt millioner af skattekroner på at bekæmpe de massive integrationsudfordringer, der er i Gellerup. Blokke bliver revet ned, der bygges ny skole og der bliver gjort plads til privat byggeri. Alt sammen for at gøre området til en attraktiv bydel. Men hvis man i fremtiden måske skal høre på muslimske bønnekald op mod fem gange dagligt, så mener vi ikke det bliver en attraktiv bydel ” lyder det fra Dansk Folkepartis Jette Skive der fortsætter:

“Hvis det her bliver normalen i Gellerup, så frygter vi, at det bliver umuligt at nå i mål med ønsket om en blandet beboersammensætning i området. Vi synes det vil være en stor skam, hvis den store indsats og de mange millioner, som der er investeret i området, går til spilde på grund af den her slags. Bønneindkaldelsen kunne jo høres vidt omkring i Gellerup, og der har tydeligvis været tale om en meget højlydt begivenhed. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man jo tro, at videoen er filmet et sted i Mellemøsten. Det duer slet ikke”.

Dansk Folkeparti har nu blandt andet bedt borgmesteren vurdere om bønnekald i Gellerupparken understøtter arbejdet med at omdanne området til en attraktiv bydel og bedt borgmesteren vurdere, om det understøtter ønsket om at skabe en blandet beboersammensætning i området.

Spørgsmålene til borgmesteren er vedhæftet her.

Den 26. april 2020