Rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive, genopstiller ikke til Århus Byråd

Rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive, genopstiller ikke til Århus Byråd

Når århusianerne tirsdag d. 16. november går til stemmeurnerne for at vælge et nyt byråd, så bliver det uden Dansk Folkepartis rådmand Jette Skive på stemmesedlen. Jette Skive har nemlig besluttet at fraflytte Aarhus Kommune ved udgangen af valgperioden.

Jeg har gennem flere år haft et ønske om at flytte til Silkeborg. Den tid er kommet nu kan jeg mærke”, lyder det indledningsvist fra Jette Skive, der til sommer fylder 70 år.

Jeg sagde allerede efter valget i 2017, at det her blev min sidste periode i Århus Byråd. Jeg har brugt den seneste tid på at tænke grundigt over det, og mærke efter, om det nu også var den rigtige beslutning. Og det er det. 2020 har været et mærkeligt år med corona og et stort fokus på ældreområdet. Men jeg er glad for, at byrådet har bakket op om min plan for en ny organisering af ældreområdet, og at der for første gang i mange år blev tale om et reelt økonomisk løft af ældreområdet ved budgetforhandlingerne sidste år”, lyder det fra Jette Skive, som med tilfredshed kan notere, at hun har sat sine aftryk på ældreområdet i Århus:

”At få rådmandsposten for ældreområdet var et drømmescenarie for mig og Dansk Folkeparti. Jeg synes, at jeg har været med til at bevise, at vi DF’ere godt kan rykke noget, når vi kommer ind i maskinrummet som den øverst politiske ansvarlige. Jeg har blandt andet fået den varme hjemmelavede mad tilbage på plejehjemmene, og plejehjemmene er blevet gjort mere hjemlige og hyggelige. Den kolde og triste institutionsindretning har vi smidt på lossepladsen. Jeg synes, at jeg har opnået meget, og jeg kan med tilfredshed sige, at den næste rådmand for området overtager en toptunet organisation og nogle plejehjem som i den grad er mere hjemlige og varme end de ældrefabrikker, som de var, da jeg satte mig i rådmandsstolen i 2014.”

Jette Skive slipper dog ikke tøjlerne lige med det samme og oplyser, at hun bliver på posten som rådmand og politisk leder for Dansk Folkeparti i Århus perioden ud.

Ikke helt farvel til politik

Hvis man er en af dem, som trofast har stemt på Jette Skive siden hun for første gang var at finde på en stemmeseddel i 1997, så er der dog stadig en mulighed for det til efteråret, hvor der udover kommunalvalg også er valg til regionen. Jette Skive afslører nemlig, at hun vil stille op til Regionsrådet i Region Midtjylland, som hun var medlem af, indtil hun blev rådmand i Århus:

Efter flere opfordringer vender jeg nu tilbage til der, hvor mit politiske liv startede. I mine knap 8 år som Rådmand for Sundhed og Omsorg og i kraft af min udvalgsformandspost i KL, har jeg fået et godt blik for, hvor samarbejdet mellem regionerne og kommunerne halter. Vi står over for både en sundhedsreform og en nærhedsreform, og det arbejde vil jeg meget gerne være en del af i Regionsrådet”. 

Peger på ung efterfølger

Med Jette Skives exit fra Århus Byråd til efteråret skal Dansk Folkeparti dermed finde en ny til at overtage tjansen som spidskandidat. En opgave, som Jette Skive har haft ved de seneste to kommunalvalg. Jette Skive er dog ikke i tvivl om, hvem hun gerne ser stå øverst på Dansk Folkepartis liste. Rådmanden peger nemlig på partiets første suppleant 27-årige Jakob Søgaard Clausen.

”Jeg overlader trygt stafetten til min gode partifælle Jakob, hvis vores medlemmer kan bakke op om det. Jeg synes, det er en god idé med et generationsskifte, og Jakob har været med længe og er godt inde i sagerne. Jeg er sikker på, at han kan fylde skoene godt ud, og jeg tror også, at det vil være et godt fornyelsessignal at stille med en ung kandidat i spidsen i Århus”, lyder det afslutningsvist fra Jette Skive.

Fakta om Jette Skive

  • Bor i Viby J
  • Bliver 70 år til sommer (født 11. juli 1951)
  • Uddannet frisør
  • Medlem af Århus Amt // Region Midtjylland 01-01-1998 – 31-12-2013
  • Medlem af Århus Byråd siden 1. januar 2010
  • Rådmand for Sundhed og Omsorg siden 1. januar 2014
  • Medlem af KL’s bestyrelse, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg

Århus d. 2. marts 2021.