Reaktion fra rådmand Jette Skive, Sundhed og Omsorg, på økonomisk genopretning af socialområdet

Sent tirsdag aften blev partierne i Aarhus Byråd bag budgetforliget for 2020 enige om en aftale, der skal sikre, at Social- og Beskæftigelsesområdet kan overholde budgettet i 2020.

Aftalen vækker utilfredshed hos rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF):

”Forligspartierne annullerer med et pennestrøg magistratsstyret og rådmændenes råderet over egen opsparing. Sundhed og Omsorg skal med aftalen aflevere 4,35 mio. kr. fra vores opsparing i år. Det er jo helt skørt. Det svarer til, at du har spinket og sparet for at have en opsparing derhjemme til uforudsete ting som eksempelvis et hul i taget. Og så kommer staten pludselig og nupper en stor luns og giver til din nabo, fordi vedkommende ikke kan finde ud af at styre sin økonomi. Det er da dybt uretfærdigt” lyder det fra Jette Skive der fortsætter:

”Ikke nok med at forligspartierne tager af de andre afdelingers opsparing. De binder også den kommende budgetlægning ved at sige, at der i det næste budget skal findes 20 mio. til socialområdet. Dermed skubber de bare udfordringen foran sig uden at vide, om der reelt er penge til det. Det er jo slet ikke sikkert, at der er et råderum at tage af ved efterårets budgetforhandlinger. Det er da uansvarligt.”

”Socialområdet har længe været udfordret, og byrådet har igen og igen skullet ind over for at rette op på økonomien. Jeg undrer mig virkeligt over, at de ikke har mere styr på pengene. De siger, at det er et ustyrbart område, og så spørger jeg mig selv, hvad er ældreområdet så? På ældreområdet kan der komme mange uforudsete udgifter og alligevel holder vi næsen lige oven vande. Med den her aftale bliver det da helt tydeligt, hvilket parti der har rådmandsposten på området. Jeg synes virkeligt det er trist for de ældre i Aarhus, at et områdes økonomi skal afhænge af hvilket parti der sidder på rådmandsposten. Det giver da ingen mening, at ældreområdet skal straffes fordi den socialdemokratiske rådmand ikke kan styre sin økonomi på socialområdet” lyder det afslutningsvist fra Jette Skive.

Den 19. februar 2020.